From Paris with love

Uddrag fra en reklamefilm for en stor dansk udbyder af bredbånd:

Han: ”Ej, altså, jeg orker ikke at se en fransk intellektuel film. Skat, altså jeg gider ikke at høre om deres samlivsproblemer viklet ind i en eller anden Sartre-lignende livsanskuelse og så tyve minutters løs samtale over en løgsuppe!”

Hun: ”Den handler om hendes erotiske forhold til to mænd og en kvinde.”

Han: ”Hvad siger du?” (hov, så var hans interesse pludselig vakt)

Hun: ”Den blev meget kendt, fordi de erotiske scener var så eksplicitte. Især den imellem de to kvinder.”

(Han springer ivrigt rundt i sofaen og finder til sidst ud af at starte filmen forfra)

Hun: (sætter sig i sofaen) ”Altså du har ret. Den er meget fransk… (hører lyden og kigger forvirret op på skærmen) Hvorfor øh.. du har startet den forfra?”

Hvad kan reklamen så fortælle os om mænd og kvinder anno 2011?

Jo, altså. Kvinder elsker at se franske film. Ja, de er faktisk så tossede for at få lov til at se dem, at de ikke er blege for at manipulere deres modpart for at få deres vilje. (Nogen ville måske kalde det, hun bedriver, kvindelist) Mænd tænker derimod slet ikke med hjernen, men med kønsdelene. Og fordi de er så styrede af deres begær, kan de overtales til hvad som helst, selv til at se en fransk film, hvis blot de bliver stillet en hed sexscene med to kvinder i udsigt.

Kan man rent faktisk sælge flere bredbåndsforbindelser ved at lave reklamer, der spiller på en så traditionel, stereotyp og fortærsket fremstilling af kønsrollerne? Findes der rent faktisk folk, der føler sig kaldet til at købe noget som følge – eller måske endda på trods af – reklamen?

Ja, det er der uden tvivl. For mit eget vedkommende springer jeg dog nok over næste gang den pågældende bredbåndsudbyder melder sig med et tilbud.

Det var endnu en køn historie…

Det lyserøde neonlys

Forleden gik jeg rundt ude i baghaven. Det var en trist gråvejrsdag. Jeg så over på min datter og blev grebet af en blanding af undren og tiltagende forargelse. Der stod hun nemlig, midt i den disede regn, iklædt en lyserød elefanthue og jakke, rosa luffer, og lyserøde støvler og bukser og lyste op som et neonlys. Der var faktisk ikke en plet på pigen, der ikke var lyserød!

At der på hendes værelse befinder sig et utal af lyserøde bamser, endnu mere lyserødt tøj – ja sågar en lyserøde rengøringsredskaber i børnestørrelse – gør ikke sagen meget bedre. Alt, hvad hun er omgivet af, er lyserødt. Det skal til hendes forsvar siges, at hun endnu ikke har lært at tale, og at hun derfor ikke selv har ytret ønske om at befinde sig i et lyserødt univers. Alt det lyserøde har derimod sneget sig ind i form af gaver, arvet tøj, genbrug mm.

Lige siden jeg under 20 ugers scanningen fik at vide, at jeg skulle være mor til en pige, har jeg været meget fokuseret på IKKE at falde i den allestedsnærværende, omsiggribende og omklamrende “min-datter-er-en-lille-lyserød-prinsesse”-fælde. Alligevel har jeg åbenbart ikke været tilstrækkeligt opmærksom på, at man faktisk må gøre en aktiv indsats, ikke kun for at minimere fænomener som parabener, røde numser og angreb af trøske, men også for at mindske sandsynligheden for, at ens datter en dag transformeres til et lyserødt prinsesse-neonlys ude i baghaven.

Det var endnu en køn historie…

Mænd kan da ikke være mødre?

I går sad jeg i en forholdsvis tom 3A med barnevognen parkeret der, hvor den nu skulle være parkeret. Da min søn sov, og vi ikke var i umiddelbar nærhed af Zoologisk Have, hvor vi skulle af, syntes jeg godt, at jeg kunne finde telefonen frem. Jeg satte tilmed lidt musik i mit venstre øre. Sådan sad jeg og skrev en sms, da en ældre dame satte sig overfor mig. Hun kiggede lidt rundt. Efter et par sekunder prikkede hun til mig og spurgte, om jeg havde set moderen til barnevognen? Ha, hvor jeg grinede, kiggede lidt rundt i bussen og kunne godt se, at der ikke var noget oplagt emne. Bag mig sad et postbud, og længere tilbage sad nogle unge knægte. Jeg beroligede damen og sagde, at det da var min søn, der lå og sov, og at barnevognen tilhørte mig. Hun blev helt flov og undskyldte mange gange.

Det var endnu en køn historie…

Hankøn29, København

Reduceret til påhæng

For nogle uger siden sad jeg og så det populære boligprogram, Liebhaverne. Her var en mand og en kvinde ude for at besigtige et stort hus i Nordsjælland.

Under hele fremvisningsseancen henvendte den kvindelige ejendomsmægler sig dog hovedsageligt til manden. Da ejendomsmægleren henvendte sig til kvinden, var det med følgende bemærkning: ”Du er jo sådan en smart kvinde, så du har jo også brug for et stort walk-in closet”.

Bum! Deja vu til massevis af scener fra mit eget liv. Hvor ofte har jeg ikke stået i lignende situationer med min kæreste, når vi har forhandlet lån i banken, hos bilmekanikeren og på husjagt i hovedstadsområdet, hvor jeg automatisk er blevet betragtet som et påhæng, der kun forventes at have en holdning til yderst begrænsede emner såsom farvevalg, former, størrelse og andre bløde ”kvindeekspertiseområder”?

Det var endnu en køn historie…

Far har travlt, far skal arbejde

Børnebøger er godt nok en sjov genre. Vores små uskyldige poder får virkelig serveret en masse fordomme. En, jeg for nylig stødte på, er i en bog med titlen “Hvad sker der i Zoo”. En på overfladen helt igennem dejlig bog med flotte tegninger og spændende dyr. Man ser dyr i alle mulige situationer omgivet af dyrepassere, skolebørn og familier.

Næ, hov! Ikke familier. Sjovt nok er der på de fleste sider kun billeder af mødre med deres børn. Storhyggende, overskudsagtige mødre med balloner og sæbebobler og hele molevitten.

Men inde hos aberne er der en far, der har sine 2 børn med i zoo. Faderen står midt i det hele og kigger på sit ur, samtidig med at han snakker i telefon. Foran ham står hans søn med abetaske på ryggen og prøver forgæves at vise ham et blad med en abe på (han er tydeligvis helt tosset med aber), og bagved ham sidder hans mindste dreng i sin klapvogn, stortudende fordi han har tabt sin is. Helt typisk hverdagssituation; faderen, der rigtig nyder kvalitetstid med sine børn eller det der med arbejdet… Det er selvfølgelig også blevet en dyr affære at tage i Zoologisk Have, så far må jo tjene nogle penge.

Måske er det bare afbilledet sådan, for at de stakkels børn, der selv har en fraværende far, kan blive styrket i troen på, at det er normalt og dermed helt ok. Eller også er det forfatterens dårlige samvittighed der skinner igennem. Ja, denne historie er skrevet af en mand.

Jeg lover hermed, at min telefon bliver i lommen under alle fremtidige besøg i Zoologisk Have med min egen søn. Jeg vil jo nødig styrke fordommene.

Det var endnu en køn historie…

Hankøn29, København

Piger er ikke sådan til at stole på

Jeg var blevet kaldt ind til en kontorchef på min arbejdsplads for at drøfte en faglig problemstilling i forhold til håndteringen af en konkret sag. Under samtalen kom jeg med mit umiddelbare bud på, hvordan reglerne skulle fortolkes. Bagefter drøftede jeg imidlertid sagen med en mere erfaren kollega og indså, at min fortolkning ikke var korrekt.

Jeg vendte derfor tilbage til kontorchefen og forklarede, at jeg havde taget fejl, og at håndteringen nok burde være en anden, hvorpå han sagde: “Ja, jeg tænkte det jo nok, man kan ikke stole på piger…”

Jeg var mundlam, men fik vist fremstammet noget med, at så måtte han da sørge for kun at tage mænd med på råd i fremtiden. Jeg håber, han fangede ironien i min stemme?

Se det var en køn historie…

 

Lotte, Frederiksberg

“Det betaler sig at arbejde!”

Jeg har en bekendt, der som nyuddannet civilingeniør rejste med sin mand til udlandet, hvor han havde fået arbejde i en periode. Hun blev hurtigt gravid og fødte deres første barn. Hun fik ingen økonomisk hjælp, da hun var gift, og manden derfor havde forsørgerpligt. Fair nok.

Da deres søn var 9 måneder gammel, udløb mandens kontrakt, og de vendte tilbage til Danmark. Da hun ikke havde arbejdet efter endt uddannelse, var hun ikke berettiget til dagpenge. Kommunen kunne heller ikke hjælpe. Hun jo var gift, så manden skulle stadig forsørge hende.

Sagsbehandleren var meget afvisende og meget lidt hjælpsom. Hun sagde lige ud, at min bekendte ikke kunne få nogen økonomisk hjælp, når hun ikke havde arbejdet. Min bekendte indvendte, at hun havde født og været på barsel. Sagsbehandleren svarede blot: “Det betaler sig at arbejde.”

Nu har hun i ½ år søgt arbejde – uden held. Bombet tilbage til den tid, hvor manden skulle forsørge kvinden.

Det var endnu en køn historie…